Møns Klint for alle!

Møns Klint for alle!
Vi bygger en boardwalk fra GeoCenter Møns Klint til udsigtspunktet Freuchens Pynt næste efterår! Det betyder, at alle, uanset om de er godt gående, dårligt gående eller bruger kørestol eller krykker, kan komme ud og opleve Danmarks vildeste natur.

En dag for fire år siden har tre mennesker med en passion for Møns Klint sat hinanden stævne netop på toppen af det danske kridtfundament. Det er GeoCentrets direktør Nils Natorp, den lokale skovfoged H.C. Gravesen og formanden for Handicaprådet i Vordingborg Anders J. Andersen. Missionen er klar: Hvordan kan vi forbedre oplevelsen af denne enestående natur for gæster med funktionsnedsættelser?

Det er især udsigten den har været gal med. Det er helt umuligt at komme op til Dronningestolen eller Forchammers Pynt i kørestol eller hvis man er dårligt gående. Også stien sydpå til Freuchens Pynt er svær, fordi den er ujævn med mange rødder  og bump. Selvom man kan komme i GeoCentret og opleve hele historien om klintens dannelse, så er oplevelsen altså ikke komplet, hvis man ikke også har set, hørt, lugtet til og mærket på naturen herude.

På et tidspunkt befinder den opfindsomme trio sig i Nils' kontor, hvorfra man kan se ud til Freuchens Pynt. Pludselig opstår idéen og de peger ud af vinduet og udbryder "vi laver da en boardwalk ud til Freuchens Pynt!"  Så begynder arbejdet med at researche, tegne, søge om tilladelse og finde ud af, hvordan boardwalken kan financieres.

At ansøge om tilladelse til den slags projekter i fredet natur tager tid, så der går flere år før det er på plads. Men i dag er det en realitet! Der er givet tilladelse til en 267 meter lang boardwalk fra GeoCentrets hovedindgang, hvor handicapparkeringen befinder sig, ud til Freuchens Pynt.  Ved Freuchens Pynt bliver der lavet lysåbninger i skoven, så der bliver frit udsyn til Østersøen og kridtet.

I efteråret har en gruppe studerende fra CELF arbejdet med boardwalken som case for at finde ud af, hvordan man kan få den til at fungere formidlingsmæssigt, hvordan man kan integrere den i GeoCentrets aktivitetsudbud og meget mere. Gruppen lavede blandt andet et fokusgruppeinterview, hvor både kørestolsbrugere, synshæmmede, hørehæmmede og hjerneskadede var repræsenteret. Det har resulteret i en række rigtig gode input til det videre arbejde omkring boardwalken og omkring tilgængelighed og formidling herude generelt.

Forleden kom så den glædelige nyhed om, at cirka halvdelen af financieringen er i hus. Elsass Fonden har nemlig valgt at give 500.000 kroner til projektet, så nu er vi endnu tættere på realiseringen!  Når de sidste midler er skaffet kan anlægsprocessen begynde. Selve byggeriet vil finde sted i november/december 2012, som er det tidspunkt på året, man må bygge i området.

Vi glæder os til at byde velkommen på boardwalken! Følg med her på siden eller på facebook.com/moensklint.dk for mere nyt om boardwalk-projektet. Der er nok nogle overraskelser i ærmet!