Undervisningstilbud og lejrskoletilbud
til elever i folkeskole-, gymnasie- og HF-klasser
Et besøg på GeoCenter Møns Klint giver både oplevelser, udfordringer, sved på panden og faglighed under huden. Vi har en række undervisningstilbud til geografi, biologi, natur/teknik, idræt mv. Tilbuddene er tilpasset de forskellige klassetrin og inkluderer jeres egen naturvejleder under besøget.
Alle vores undervisningstilbud til folkeskolen tager udgangspunkt i Undervisningsministeriets Fælles mål. Se under de enkelte forløb hvilke delmål, undervisningen understøtter.
Før i kommer på besøg i Skoletjenesten kan det være en god idé at arbejde med relevante emner. Under de enkelte forløb kan I se hvilke materialer vi anbefaler til forberedelse, og som er tilgængelige på internettet.
I kan med fordel inden besøget på Møns Klint kigge nærmere på www.jordihovedet.dk og www.danskedinosaurer.dk. Her finder I masser af viden om den danske undergrund og om dinosaurer.
Vi er klassificeret som Videnspædagogisk
Aktivitetscenter, og al undervisning er derfor baseret på aktiviteter, oplevelser, forsøg og udfordringer.
Hvor længe varer det, og hvad koster det?
Et besøg på 3-4 timer fra ankomst til afgang forløber typisk således:
Alle forløb består af en basisdel med 1½ times udendørs undervisning og oplevelser med naturvejlederen. Nogle forløb varer dog 2 eller 3 timer. Efter forløbet anviser naturvejlederen en rute, hvor klassen har mulighed for at fortsætte resten af turen på egen hånd, spise frokost og så videre. Herefter skal I på egen hånd opleve udstillingen, hvor der skal sanses, konkurreres og eksperimenteres.
Priser, tilskud og rabat
Prisen er 95,- kr. pr. elev. To lærere per klasse er gratis. Forløb af 3 timers varighed koster 142,50 kr./elev. Vordingborg Kommune yder tilskud på 50% til klasser herfra. Entré, materialer, undervisning og opgaver er inkluderet i prisen. For klasser som bestiller flere forløb, gives 50% rabat på efterfølgende forløb samme dag. Man betaler for minimum 15 elever per forløb. Bestiller I flere forløb, får I efterfølgende forløb den samme dag til halv pris, det vil sige 47,50 kr. per elev. Bemærk: Der kommer en tillægspris på 1.000 kr per klasse (21-28 elever) oveni for Klatring i Trætoppene.
Gratis overnatning i vores basecamp
Lige ved siden af GeoCentret har Naturstyrelsen bygget en lækker lejrplads med 4 sheltere, borde og bænke, bålpladser, toiletskur og vandhane. Der er plads til 30 personer, og det er gratis at overnatte der. Husk at reservere plads på www.nst.dk.
HUSK
Medbring praktisk tøj til enhver vejrsituation samt madpakke, drikkevarer, fornuftigt fodtøj og skrivegrej.
Særlige ønsker?
Har I særlige ønsker til forløb, lejrskole, specialklasser eller andet, så tøv ikke med at
kontakte os. Vi har mulighed for at skræddersy et besøg, så det passer til jeres ønsker og de
emner, klassen arbejder med hjemme på skolen.
Spørgsmål og booking
Hvis du vil vide mere om de forskellige undervisningstilbud og lejrskolemuligheder eller booke et besøg, så kontakt os på tlf. 5586 3600 eller mail til booking@moensklint.dk
LEJRSKOLEOPHOLD
Der er masser af gode grunde til at komme igen og igen hos os.
Inde i GeoCentret får vi løbende nye og spændende aktiviteter - og udenfor venter
der en sjov legeplads og fantastisk natur!