Planlæg din dag

SNUP EN PAUSE OG EN KOP KAFFE

Vi åbner helt ny café

 Her kan I læse nyt om det samarbejde der skal drive vores café når vi åbner den 24. marts:

NYT SAMARBEJDE- NYE MULIGHEDER

Med ønsket om et optimalt madkoncept, imødekommende rammer og gode oplevelser, har Mad Synergi, Residens Møen og GeoCenter Møns Klint stiftet et nyt selskab, der skal drive caféerne på de to steder. Formålet - og selskabets fineste opgave er at skabe en god helhedsoplevelse for gæsten og en god arbejdsplads for medarbejderen. ”Restaurationsdrift Øst” ser frem til at byde lokale, turister og virksomheder indenfor.

Kortere ventetider

Madsynergi og Residens Møn har allerede arbejdet sammen i 2017, og nu indtræder GeoCentret i samarbejdet, samtidig med at selskabet 'Restaurationsdrift Øst' stiftes. ”Tidspunktet er perfekt for GeoCentret, idet de gamle forpagtere på Klinten stoppede med udgangen af sæsonen”, siger Nils Natorp.

Vi har samtidig et behov for at have indflydelse på driften af vores café, som er meget betydningsfuld i forhold til gæsternes samlede vurdering af besøget på Møns Klint. Det får vi nu via det nye selskab, som bliver forpagtere af caféen. Ambitionen med samarbejdet er helt klart - vores café skal have meget kortere ventetider og servere bedre mad. Det er det, vi kan se, vores gæster har efterlyst.

Gode erfaringer

På Residens Møen har vi set at samarbejdet med Mad Synergi virker, siger Christian Petersen. Vi vil servere god og veltilrettet mad og holde et højt kvalitetsniveau, så alle vores gæster får en super oplevelse i vores café hver eneste gang. Men alene er vi ikke store nok til at kunne fastansætte de kompetencer, som vores ambitioner tilsiger med hvad det kræver af personale og sikkerhed for en ensartet høj kvalitet. Den høje kvalitet og sikkerhed er sikret via vores stærke samarbejde med Mad Synergi. Alle vore retter er hjemmelavede fra bunden af et team af dygtige og kompetente kokke, som er garantien for et spisekort ud over det sædvanlige, ligesom vore selskaber altid kan gennemføres i en meget høj standard med spiseoplevelsen i særklasse.

45 dedikerede medarbejdere

Mad Synergi i Roholte rummer 45 dedikerede medarbejdere. Forretningen bygger på produktion af mad, afvikling af større arrangementer for især virksomheder, og udvikling af madkoncepter. De har et bredt udvalg af kunder, primært i København, der ønsker høj kvalitet til deres gæster.

Vores samarbejdspartner spænder vidt: ”Vi arbejder sammen med bl.a. Brødrene Price i Tivoli, kokken Thomas Rode m.fl.” siger Jeppe Graa og fortsætter: ”Vi ser meget frem til samarbejdet i det nye selskab og udviklingen af netop den bedste løsning til den enkelte café. Der findes et hav af muligheder for, hvordan du kan lave mad og drive en café, men virkeligheden for f.eks. ”Cafe Møns Klint” er, at hvis det begynder at regne, så står der 200 – 300 mennesker i caféen på samme tid, hvor halvdelen er sultne børn med kolde tæer i de våde gummistøvler. Derfor er madkonceptet og flowet udarbejdet med fokus på, at både børn og voksne kan få en effektiv men god madoplevelse og en skøn kop kaffe. Ligeledes ser vi frem til de spændende muligheder for afholdelse af arrangementer i de smukke omgivelser. ”

En erfaren mand i spidsen

Det nye selskab, ”Restaurations Drift Øst” har netop ansat Lars Røddik Jensen som direktør. Lars kommer med stor erfaring fra Danhostel Vesterskoven ved Nykøbing Falster, som han har drevet i 18 år. ”Jeg kender restaurationsbranchen 'helt ned til bunden af gryden' ” siger Lars med et smil og fortsætter:

”Det er så vigtigt, at alt spiller lige fra betjeningen af gæsterne til rengøringsstandarden. Hvis det skal lykkes kræver det glade, tilfredse og motiverede medarbejdere. I al beskedenhed synes jeg, at jeg er god til at skabe rammerne for en sjov og dejlig hverdag for mine kollegaer. Nu skal jeg i gang med at ansætte medarbejderne til Residens Møen og GeoCenter Møns Klint og glæder mig til at få begyndt. ”

Reception - fredag den 9. februar

I anledning af stiftelsen af det nye selskab vil initiativtagerne gerne invitere til reception på Residens Møen, fredag den 9. februar, kl. 14.00 - 16.00. Her vil der blive budt på lidt smagsprøver, som kan tydeliggøre det niveau, som selskabet gerne vil have maden skal repræsentere. Man kan endvidere få mulighed for at hilse på selskabets nye direktør, Lars Røddik Jensen.

Søger du et job? Vi søger engagerede medarbejdere.

Vi er allerede i gang med at ansætte medarbejdere til den kommende sæson. Hvis du er interesseret i at arbejde på enten Residens Møen eller GeoCenter Møns Klint, så send gerne en ansøgning til Lars Røddik Jensen lrj@moensklint.dk eller ring til Lars på mobil: 40138698 for at høre mere om mulighederne.

Yderligere information 

Lars Røddik Jensen, mobil 40138698

Jeppe Graa, Mad Synergi, mobil 30255930

Christian Petersen, Residens Møn, mobil 60520085

Nils Natorp, GeoCenter Møns Klint, mobil 20615060

 

Find flere praktiske oplysninger til din dag på GeoCenter Møns Klint