GENEREL INFO
NATUR
GEOLOGI
SKOLETJENESTE
UDSTILLING
NATURVEJLEDNING
NYHEDER
PRESSERUM
GALLERI





Nyt skred på Møns Klint - advarsel om forøget skredrisiko på Klinten

Natten til torsdag skete der et mindre skred på Møns Klint. Lokaliseret ved Nylands Nakke i den nordlige del af klintens 8 km. kridtprofil. Ca. 5000 m3 kridt og ler skred i havet og har dannet en halvø på 50 x 50 m.

Skov- og Naturstyrelsen har konstateret, at ingen mennesker er kommet til skade ved skredet. Geolog Stig Schack Pedersen, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland - GEUS, mener, at skredet er sket på grund af en udtørring at kridt og ler i klinten. "Det meget tørre efterår og de store temperatursvingninger mellem nat og dag får kridtet til at blive porøst, og dermed er der lige nu en forøget risiko for skred, specielt i morgentimerne", udtaler Stig Schack Pedersen. Det er ikke alle steder på klinten, at risikoen er lige stor. "Faren for skred er størst på de meget stejle steder på klinten, og særligt hvor der er overhæng, - hvilket vil sige der hvor højtsiddende kridtpartier hælder udad", tilføjer Stig Schack Pedersen.

Skov- og Naturstyrelsen har spærret af for foden af klinten ved Nylands Nakke på grund af fare for efterskred. "Vi beder indtrængende folk om at respektere disse afspærringer", udtaler skovfoged H.C. Gravesen, Skov- og Naturstyrelsen. Det vil dog være muligt at færdes på den nye halvø længere ude. På resten af klinten er der ikke afspærringer, men Skov- og Naturstyrelsen advarer om den forøgede skredrisiko. "Vi opfordrer besøgende til at færdes med forsigtighed og omtanke. Hvis man færdes på stranden under klinten, bør man undgå at tage ophold under de stejle klintepartier", advarer H.C. Gravesen.

Skov- og Naturstyrelsen gør opmærksom på, at færdsel på Møns Klint sker på eget ansvar, - som altid.
 
 

 
 
 
 
Fotos fra det nye skred
 
 
 
 
 
15.10.2009
 
 
English Deutsch
  HOME
Stengårdsvej 8, 4791 Borre • Tlf: 55 86 36 00 • geocenter@moensklint.dk